F O R Å R S H O L D 2 0 0 1
Individuelle opgaver
Klik på lyseblå titler for at se billederne.
Anita Josephine Wales
Verden i knæhøjde
Fortæl med barnets øjne hvordan hverdagen ser ud.
Hvordan ser den ud, når man sidder bag på fars cykel, i autosædet i bil eller kører i klapvogn i Botanisk Have? Hvordan oplever barnet sin børnehave, pædagogerne eller de andre børn?
Hvordan ser barnet på gæsterne derhjemme, gemmer han sig under bordet, eller sætter sig øverst på trappen for at få overblik?
Du skal sætte dig i en tre-fire årigs sted og fotografere subjektivt, vi skal se med barnets øjne.
Genert nysgerrig, artigt lyttende eller vildt overkørt.
Vi skal i billederne kunne se, hvordan barnet har det. Temperament, humør, koncentration.
Vi skal mærke både den stilfærdige ængstelse og dominerende optræden.
På XXXX ligger XXXX som holder arrangementer for børn.
Hver onsdag kl.16:00 sker der noget for børn mellem 3 og 7 år og på torsdag 8. marts. 15:00 - 17:00 er der drama. Lederen XXXX har lovet at du må fotografere
Aflever en ophængningsklar serie
Anni Lauesen
Splat, du er død!
Hvert 5.minut aftenen og natten igennem bliver et menneske dræbt for åben skærm. Skudt for sjovt. Det er god underholdning at slå ihjeld. Give folk mulighed for at lege med tanken om at forvolde et andet menneskes død ved at pege på det med et skydevåben og så bare trykke af.
Nemt, renligt og effektivt. Lille knald, stor betydning
Børn leger røvere og soldater, cowboyere og indianere og altid handler det om at sigte og trykke af. Man selv overlever, modparten ryddes af vejen.
Du skal fortælle i billeder om din holdning til skydevåben. Er det et naturligt behov at slå ihjeld på linje med at spise og dyrke sex eller er det en sort tilbøjelighed, som vi skal undertrykke, når den viser sig?
Er det vigtigt at børn og voksne leger skyd-bang-du-er-død for sjovt, for at undgå at skulle slå rigtigt ihjeld?
Du skal danne dig en mening og give udtryk for den i billeder.
På lørdag er der åbent i XXXX. Hele dagen er der folk på paintballbanen og Lars Beck har givet lov til at du fotograferer mens folk løber rundt og skyder, når bare du bærer den nødvendige beskyttelse.
Ring på XXXX og forhør dig om banen åbner klokken 9:00 eller 11:00
Hver dag fra 10:00 til 22:00 kommer børn og unge til en laserbane for at skyde hinanden for sjovt med laserlys og du har lov at fotografere i de næste to uger så tit du vil.
I eftermiddag klokken 16:00 skal du møde XXXX. Han er orienteret om at du vil fotografere på banen i de kommende uger.
Aflever en ophængningsklar serie
Beatrice von Schwerin
Vi har det så roligt...
Når en dansker siger: Jeg skal ud og more mig, hvor går han så hen? Skal han til bowling med drengene eller på eventyr i Skelbækgade?
Når forældrene til deres teen-agepige, da hun kommer hjem klokken halv to om natten siger: Nå, du har nok været ude at more dig, hvor har hun så været henne og hvad hun lavet?
Når fire veninder på en café bliver enige om, at nu skal de fandenme ud at more sig, hvor går de så hen.? Og hvem er de sammen med?
Du skal undersøge problemet og komme med nogle svar. Vi vil gerne vide hvad der foregår.
Hvad det betyder, at more sig? Og når de morer sig har de det så virkeligt roligt
Er det at more sig en dårlig vane eller et virkeligt behov, som nødvendigvis skal tilfredsstilles?
Er det livskvalitet at more sig eller er det skadelig junk?
Kan man more sig uden at være på extasy eller alkohol, kan man more sig på en sodavand og en kiks?
Du skal undersøge danskernes vaner og fortælle os sandheden om os selv.
Aflever en ophængningsklar serie
Carsten Villadsen
Præmiepudel
I aften kl. 20:00 skal du besøge XXXX. Hun er officiel måler i Dansk Pudelklub.
Når pudler skal bedømmes til udstillinger og avl bliver de målt og det er disse mål, der afgør hvor fin pudlen er.
XX har selv to pudler, den ene er gået på pension efter et langt og rigt præmieret liv, den anden tager hun på udstilling så tit der er mulighed for det.
På søndag skal den bedømmes på en udstilling i XXXX og i dagene inden skal den vaskes, klippes og gøres udstillingsklar.
Du skal følge med XX og pudlen til frisør, i bad, på udstilling og fortælle i billeder hvad du oplever.
Fortæl om dit syn på husdyr som erstatning for børn. Om forældrenes omsorg, bekymring og stolthed, om ambition og resultater og fortæl om børnenes forvirrede adfærd, behov for tryghed eller længsel efter frihed.
Du kan vælge at lade fortællingen være nøgtern beskrivelse, lunefuld humor eller barsk satire, når bare den ikke er holdningsløs.
XX har lovet at hjælpe dig, hvis du ønsker at fotografere andre pudler, besøge en mindegrav eller deltage i pudelklubbens medlemsmøde.
Aflever en ophængningsklar serie
Charlott Markus
Femilandia
I 1899 var Finland en del af Rusland ogmodstanden mod den russiske zar var voksende. Der blev indført censur mod den finske befolkning, man kunne ikke længere sige, hvad man mente.
Men der var ingen censur på musik.
Jean Sibelius komponerede et tonedigt, der sagde alt det ingen måtte sige. Digtet hed Finlandia og blev opført i forbindelse med teaterforestillinger og demonstrationer.
Du skal digte dit personlige Finlandia. I billeder skal du skabe, hvad Sibelius skabte i musik.
Og ligesom musikken rejser en stemning, skal dit digt formidle stemninger, det skal antyde og udgå konkret og afslørende indhold. Det skal slippe helsindet gennem censuren.
Vi skal mærke harmen over det uretfærdige, viljen til at holde sammen og troen på at det nytter at kæmpe, vi skal mærke sejrsbruset i det fjerne men også den stille poesi. Tvivl og ømhed.
Det sarte og skrøbelige. Vi skal føle ansvar, skønhed og betydning, men også fornemme den kærlighed du kæmper for.
Lad Finlandia føre dig gennem et billeddigt som er nutidigt, vedkommende, oprigtig og ligeså iøjnefaldende som Finlandia er iørefaldende.
Giv dig selv lov til at tage hente de store følelser frem og slip dem løs i din kunst.
Aflever en ophængningsklar serie
Erik Ruud Andersen
Fitness på XXXX
I fitnesscentret XXXX på XXXX kommer kvarterets mænd og kvinder fra 16 til 70 år for at dyrke motion og bodybuilding.
De styrketræner for at blive smukke, løber og cykler for at holde sig i form. Og måske tabe et par kilo. Pensionister, motionister og skolebørn.
Du skal lave en reportage om centret.
Vi skal se medlemmerne svede, høre dem stønne, mærke hvordan de lider for skønheden eller nyder anstrengelsens hjertebanken.
Du skal fange koncentration, energi og vilje til at ville bestemme over egen krop. Du skal beskrive miljøet med maskiner, vægte, instrumenter og en fedtprocentmåler.
XXXX har success.
Fitnesscentret er et karakteristisk produkt af tiden, og det skal vi mærke i dine billeder. Har man ikke råd til at tage sydpå, kan man købe 10 timer i det lokale solcenter, har man ikke har tid til at tage i skoven, kan man cykle en tur i Body Shape.
Tid og holdning skal være vigtige elementer i dine billeder.
Hvad mener du selv?
I eftermiddag kl. 16 skal du komme til XXXX hvor XXXX har vagten og er orienteret om, at du kommer.
Ejeren hedder XXXX og han har givet tilladelse til at du fotograferer, når bare han får et par billeder. Centret er åbent daglig 9-21 lørdag 10-18
Aflever en ophængningsklar serie
Hilde Elisabeth Osen
Hilde og Paolo
Da bystyret i Venedig i år 1553 skulle finde en maler til at dekorere loftet i byrådssalen i Dogepaladset, faldt valget på den kun 25-årige Paolo Caliari og han skabte med sine fatasifulde iscenesættelser og dristige farver et mesterværk, som den tids mægtigste mænd kunne nyde til daglig og eftertidens turister valfartde til Venedig for at se.
Pablo Caliari var i 1500-tallet Venedigs dominerende maler
Han arrangerede mythologiske figurer på en ny og hidtil uset måde og skabte både opstandelse og respekt med sin kunst.
Et motiv, der går igen i næsten enhver kunstepoke er den sårede eller besejrede mand ved en trøstende kvindes bryst. Anders Petersens bedste billede har sømanden og luderen som motiv, Pablo Caliari, Il Veronese har Venus og Adonis.
Men historien er den samme: Selv den største kraftkarl har brug for moderlig omsorg.
Du skal lave en gendigtning af Veroneses billede af den hvide, nøgne kvinde og den slappe, besejrede mand. Skab hundene om til tilskuere, Amor til en dørvogter på et natdiscotek, kun du bestemmer, hvordan din version af fortællingen: slap mand, moderlig gudinde skal se ud.
Fordyb dig i Veronis billede, gå grundigt til værks, når du iagttager det: studer linjerne, formerne, bevægelsen, holdning og komposition. Få øje på detaljerne og lur ham kunsten af.
Hvordan bruger han naturen: himmel og træ, hvordan er lyset og hvordan passer det med hans budskab?
Lav din egen historie på samme måde som Il Veronese lavede Venus og Adonis.
Tom Akinleminu
Perleporten
Hver aften er der møde i XXXX.
Er du syg og træt om hjertet, så velkommen i Perleporten. Masser af dejlig sang og musik, duet og fællessang. Taletid 5 minutter. Bøn for syge og søgende. Kaffe 18:00-18:30. Fri entré. Du går glad hjem står der på plakaterne, der hænger rundt om i byen, det er XXXX, der inviterer til møde og giver håndspålæggelse hver aften.
Hvad er det for et sted? Hvem kommer der? Hvorfor kommer de der og hvad får de ud af det? Det skal du fortælle i en reportage om Perleporten.
Er det først og fremmest en varmestue hvor man kan få en gratis kop kaffe hvis man synger med på salmerne, eller er det et rum, hvor Jesus findes og skaber mirakler?
Med nysgerrighed og åbenhed skal du skaffe dig adgang til hemmelige steder i rummet, i missionærerne og i menigheden. Du skal få dem til at betro sig til kameraet og give os en engageret, medlevende beretning fra et ukendt miljø.
Spekulation eller sandhed?
XXXX fra XXXX venter dig i aften i XXXX lidt før 18.30
Aflever en ophængningsklar serie
Lykke Fage-Pedersen
På Flugt
Lav et billedessay med titlen Flugt.
Vi oplever flygtninge komme til landet, vi ser dem på TV. Vi har en holdning til hvordan de skal behandles og hvor mange vi vil acceptere i vores land. Vi hører om deres problemer og kan forstå deres sorg, men hvordan føles det at være på flugt?
Du skal på Amager Strandpark, Kastrup Strandpark, Sundby Havn og på Benzinøen Prøvestenen fotografere den særlige fornemmelse det må være at flygte.
Hvordan føles det at være uden tilholdssted? Lettet over at være sluppet fri af det håbløse, men endnu ikke sikker på hvad der venter.
Du har forladt dit hjem og ingen har lovet, du vil få et nyt og bedre. Du er rådvild, usikker, bange. Du skjuler dig, prøver at glemme, lyver.
Og samtidig skal du holde håbet i live, tro på at det går godt.
Så kommer tvivlen, du mister din stolthed, din identitet, din vilje og giver efter. Måske du mister din selvkontrol? Selvrespekt.
Du skal på forskellige tidspunkter af døgnet gå rundt i området fra Kastrup Strandpark til Benzinøen og forestille dig at du er på flugt.
Forestil dig de andre flygtninge, båden du kom med, eller ensomheden. Forestil dig frygten for hundepatruljer og glæden ved at være nået så langt.
Hvordan ser sådan en glæde ud?
Aflever en ophængningsklar serie
Majken Rasmussen
Den Klamme Virkelighed
Johannes V.Jensen udgav i 1906 som 33-årig en digtsamling, der rastløst kredser om begrebet at høre til.
Digtet På Memphis Station er som en dokumentarisk skildring, den viser noget set, men betyder langt mere. Han beskriver i digtet sine oplevelser en tilfældig regnvejrsdag, men vi mærker i ordene, at betydningen er langt større. Livsholdning. Kulturskred. Identitet.
Du skal sætte digtet i billeder. Gendigte Johannes V. Jensens digt i fotografi.
Du skal gå ud i regnen og mærke den klamme virkelighed, Du skal hakke tænder og give udtryk for din irritation, du skal fange nærheden og give den videre rå, intens og nøgen.
Og du skal digte i billeder om blodrøde lig, der skærer sig gennem ventetidens irritation. Om tidens maskine, der vil bringe dig videre.
I 1944 modtog Johannes V, Jensen få år før sin død Nobelprisen i Litteratur.
PAA MEMPHIS STATION
Halvt vaagen og halvt blundende,
slaaet af en klam Virkelighed, men endnu borte
i en indre Gus af danaidiske Drømme
staar jeg og hakker Tænder
paa Memphis Station, Tennessee.
Det regner.
Natten er saa øde og udslukt,
og Regnen hudfletter Jorden
med en vidløs, dunkel Energi.
Alting er klægt og uigennemtrængeligt.
Hvorfor holder Toget her Time efter Time?
Hvorfor er min Skæbne gaaet i Staa her?
Skal jeg flygte for Regnen og Aandsfortærelsen
i Danmark, Indien og Japan
for at regne inde og raadne i Memphis,
Tennessee, U. S. A?
Hvor Verden er døv og uflyttelig,
hvor Skaberen er talentløs!
Og hvorfor bliver jeg ved at betale mit Kontingent
til denne plebejiske Kneippkur af en Tilværelse!
Stille! Se hvor Maskinen,
den vældige Tingest, staar rolig og syder
og hyller sig i Røg, den er taalmodig.
Tænd Piben paa fastende Liv,
forband Gud og svælg din Smærte!
Gaa saa dog hen og bliv i Memphis!
Dit Liv er jo alligevel ikke andet
end et surt Regnvejr, og din Skæbne
var altid at hænge forsinket
i en eller anden miserabel Ventesal.
Fat dig og bliv i Memphis,
meld dig som Borger paa Torvet,
gaa ind og livsassurer dig imellem de andre,
betal din Præmie af Lumpenhed,
at de kan vide sig sikre for dig,
og du ikke skal blive hældt ud af Foreningen.
Gør Kur til hin Jomfru med Roser og Guldring
og start et Savskæreri som andre Mennesker.
Hank rolig op i Gummistøvlerne
Se dig ud, smøg din vise Pibe
i sphinxforladte Memphis ...
Ah, der kommer det elendige Godstog,
som vi har ventet paa i seks Timer.
Det kommer langsomt ind - med knuste Sider,
det pifter svagt, Vognene lammer paa tre Hjul,
og de sprængte Ruf drypper af Jord og Slam.
Men paa Tenderen mellem Kullene
ligger fire stille Skikkelser
dækket af blodvaade Frakker.
Da pruster vor store Ekspresmaskine,
gaar lidt frem og standser dybt sukkende
og staar færdig til Spring. Sporet er frit.
Og vi rejser videre
gennem de oversvømmede Skove
under Regnens gabende Sluser.
Aflever en ophængningsklar serie
Mette Hjorth Rasmussen
Dimensioner og Ambitioner
Da Brødrene Olsen sidste år vandt Det Europæiske Melodi Grandprix blev Danmark vært for det kommende års arrangement.
For ikke at afsløre overfor den store verden at Danmark er et lille land har arrangørerne besluttet at festlighederne skal foregå i en sal med plads til 50.000 personer. Man har besluttet at Parken i København skal bygges om til en kæmpe koncertsal. Den nationale græsplæne skal have tag.
Fra den ene langside af fodboldbanen til den anden er der foreløbig sat tre gitterdragere på plads. De vejer 80 tons hver. I disse dage er de 13 andre gitterspær ved at blive samlet, monteret og hejst på plads.
Selve taget er en kaleche på 450 tons. Den er lavet af stof, syet i oppustelige kanaler. Når kanalerne pustes op, bliver kalechen nogenlunde stabil og blafrer forhåbentlig ikke når det blæser.
Du skal lave en reportage fra byggepladsen. Fortæl i billeder om dimensioner, ambitioner og det at være dansk.
I morgen tidlig kl. 8:00 skal du på byggepladsen XXXX finde XXXXskurvogn og spørge efter XXXX Han vil give en hjælm og de nødvendige instrukser om din færdsel på byggepladsen.
XXXX fra XXXX har givet sin tilladelse til at du fotograferer hvis du ikke går i vejen.
Aflever en ophængningsklar serie
Mirjam Benedicte Kühn
Skraldemænd
Lav en reportage om renovationsarbejdere.
En serie stemningsmættede, personlige billeder, der går tæt på skraldemændene i København.
Hvad laver de? Hvordan har de det? Er det hårdt? Har de travlt? Hvordan ser de ud i dine øjne?
Vi ser daglig resultatet af deres arbejde, men kender ikke personerne, der udfører det.
Hvem er de?
Fortæl i spændende medrivende billeder om arbejdere i et betydningsfuldt og nødvendigt job.
I morgen tidlig kl. 5.00 skal du møde på XXXX helt nede ved den store port, hvor bilerne kører ud. Du skal gå op i XXXX og spørge efter XXXX. Han er informeret om at du kommer og vil finde en god vogn til dig den første dag.
Det er også med ham du skal aftale, hvem du skal køre med de følgende dage.
XXXX er leder af dagrenovationen og ved, at du skal lave en større reportage i de næste to uger. Hun beder dig tage varmt arbejdstøj på.
XXXX i administrationen har gennem sin sekretær XXXX har givet tilladelse til at du fotograferer, blot må du ikke tage billeder af folk, der ikke ønsker det.
Han gør opmærksom på, at du vil få adgang til folks private ejendomme og at du derfor skal passe på, ikke at komme til at ødelægge noget, når du går rundt med skraldemændene.
Aflever en ophængningsklar serie
Olafur Rafnar Olafsson
Med Musvågens Blik
Hele den vestlige del af Amager er fredet. Området, som blev skabt for 50 år siden med bygningen af en dæmning mod vest ligger 3 meter under havets overflade og to pumpestationer sørger døgnet rundt for at holde området tørt.
Kalvebod Fælled, som det hedder mod syd og Amager Fælled mod nord, blev indtil 1984 brugt som militært øvelsesområde, og der ligger stadig uekspoderede granater skjult i græsset.
Området er et fuglereservat, der er klyder, rødben og strandskader og i Birkedammen, troldænder, gråænder, fiskehejrer og svaner.
Og så er der rovfugle.
Højt oppe over det åbne landskab svæver musvågen, tårnfalken og spurvehøgen på udkig efter mus og frøer.
Du skal skildre Kalvebod og Amager Fælleder set med rovfuglens skarpe blik.
En musvåge har det store overblik. Mens den sejler lydløst afsted under himlen, glider landskabet forbi langt nede uendelig langsomt, tålmodigt.
Men selvom alt ser fredeligt og stilfærdigt ud, er den alligevel på vagt. Den spejder efter føde og pludselig som et lyn slår den ned, sætter kløerne i en uskyldig mus og dræber den med sit kraftige, krumbøjede næb.
Du skal, når du tager billeder, være en rovfugl. Have det store overblik og spejde efter den mindste bevægelse.
Være tålmodig, afventende, på vagt. Og så pludselig slå ned som et lyn og finde dræberinstinktet frem.
Du skal find det små i det store og det store i det små. Du skal se fuglen som et landskab og land-skabet som en fugl
Du må godt slå telt op på Kalvebod Brygge og benytte bålpladserne. Dog opfordres du til selv at medbringe kul.
På XXX ligger XXXX, hvor der fremvises udstoppede rovfugle, hvis du får brug for det. XXXX arrangerer udflugter og har åbent XXXX og XXXX
XXXX som er en del af Skov- og Naturstyrelsen, forestår den daglige forvaltning af Kalvebod Fælled.
Aflever en ophængningsklar serie
Sara Brincher Galbiati
En evighed i Universet
Da Michael Strunge i 1978 var 20 år skrev han digtet Tid og rum
I de følgende 8 år udgav han 12 digtsamlinger og nåede at blive en af dansk litteraturs mest berøm-mede forfattere, inden han som 28årig begik selvmord
Vi vidste at tiden ikke eksisterer
kun bevægelsen
og derfor stivnede vi i kysset
så det blev evigt
Vi vidste at rum ikke eksisterer
kun tanken om det
og derfor overlevede vor kærlighed
på tværs af stjerner
Du skal i billeder beskrive kærligheden på samme måde som Michael Strunge gør i sit digt.
Som en evighed i universet
Aflever en ophængningsklar serie
Søren Nellemann
Mindesmærker
Få år efter at englænderne under Anden Verdenskrig ved en fejtagelse bombede Jean dArc Skolen på Frederiksberg blev der rejst et Mindesmærke for de mange børn, der mistede livet.
Der er næsten altid en buket friske blomster ved foden af Nonnen og de to børn.
Rundt omkring i byen er der lignende Mindesmærker for andre specielle begivenheder både de tragiske som Mindeankret i Nyhavn, der er rejst til minde om faldne sømænd eller Frihedsstøtten, der er rejst til minde om Stavsbåndets ophævelse.
Mange mindesmærker hylder enkelte personer som Öehlenschläger og Holberg foran Det kongelige Teater, eller Absalon på hest ved Højbro Plads.
Ofte er Mindesmærket blot en buste eller relief.
Du skal i billeder fortælle om mindesmærkernes betydning idag. Hvordan opfatter du dem, er de vigtige eller ligegyldige?
Du skal i hvert enkelt tilfælde tage stilling til hvordan du vil skildre netop det mindesmærke.
Respektfuldt, objektivt eller subjektivt nedladende. Bliver det set eller overset?
Er det en vigtig del af vores kulturelle arv eller en ligegyldig klods, der står i vejen?
Er det en naturlig del af bybilledet, som du nødig vil undvære, eller er det en rædsel fra fortiden, som burde fjernes?
Du skal ét efter ét opsøge byens Mindesmærker, danne dig en mening om hvordan og hvornår de skal fotograferes og aflevere en serie med ét billede af hvert mindesmærke som en nutidig anmeldelse af Mindesmærkernes betydning for en ung dokumentarist, billedkunstner i 2001.
Aflever en ophængningsklar serie
Tea Wad
Indenom
De kører indenom, på tværs, over i fodgængerfeltet, smidige, hurtige og lydløse, De grønne Cykelbude, på vej rundt i byen med breve og pakker.
På vej ind i et nyt elektronisk årtusinde bliver vigitg post befordret af unge studerende på cykel. Bilen er for langsom, skal holde i kø, parkere, standse for rødt, mens den rene muskelkraft på et spinkelt cykelstel og en cyklist, der ikke er bange for at manøvrere, er langt hurtigere.
Du skal lave en reportage om De Grønne Cykelbude.
Vi skal vide hvordan det er at være cykelbud.
Hvorfor de unge vælger at have næsen i højde med HT-bussernes udstødning det meste af dagen. Hvorfor de vælger at sætte livet på spil blandt irriterede bilister og fodgængere, som råber ad dem, hver gang de er ved at blive kørt ned eller ved at køre dem ned.
Du skal fange den særlige stemning, der er forbundet med at være cykelbud.
Kammeratskab, tempo, ansvar.
De selvlysende grønne kurerer med deres knitrende walkietalkier er blevet en karakteristisk del af det Københavnske gadebillede.
I eftermiddag klokken 16:00 skal du tale med XXXX. Han hedder XXXX, ved hvad du skal lave og vil gøre, hvad han kan for at hjælpe dig.
Aflever en ophængningsklar serie