E F T E R Å R S H O L D 2 0 0 0
Opgaverne må ikke kopieres
EN FREMMED
Opsøg en person, du ikke kender og fortæl noget væsentligt om at være menneske.
Tag kontakt til en fremmed, få lov til at tage billeder og gå med kameraet på opdagelse i personen.
Du skal med lysets hjælp finde ind til en større og dybere sandhed, end den man umiddelbart får øje på.
Du skal trænge igennem det gitter personer uvilkårligt beskytter sig med, når de bliver iagttaget, du skal overse det udtryk, den fremmede gerne vil vise dig og istedet fortælle, hvad du har på hjerte.
I et glimt åbenbares en hemmelig drøm eller bristede forhåbninger, så bliver gitteret igen bliver sat på plads og facaden lukket.
Det glimt skal du fange.
Dette glimt af sandhed skal du fastholde, forstørre og vise frem.
Måske du er fascineret af det ukendte, fremmede, måske du finder noget du genkender, men aldrig selv fik sagt.
Billedets baggrund kan hjælpe oplevelsen på vej, eller ødelægge den.
Skarpheden er vigtig, men det er uskarpheden også.
Brug alle fotografiske virkemidler for at fortælle om dine oplevelser. En flig af sandheden om at være menneske.
Aflevér 2 billeder enten på 24x30 baryt eller A4 print
MED ANDRE ØJNE
Opsøg et miljø, forestil dig at du eller tiden er en anden og giv i subjektive billeder en skildring af den, der ser.
Forestil dig, når du kører i bus, at du er gammel og krumbøjet og giv i bussen en skildring af din verden.
Forestil dig, når du går langs vandet, at du lige er gået fra din kæreste og fotografer, så man både fornemmer skyld og lettelse.
Tag i Tivoli og genskab den fornemmelse du havde den første gang som barn, i klapvogn måske, hvordan så verden så ud?
Hent indtryk, stemninger, forventning og skuffelse frem fra erindringen og genskab dem i fotografi.
Brug fantasien til at skabe billeder af, hvordan verden ser ud, set med andre øjne.
Du skal fortælle om sindstilstand, om temperament, om lyst og længsel, om sorg og had.
Om at have mod på verden eller ville lukke den ude eller du skal fortælle om den overfladiske, påtagede pænhed så vi krummer tæer.
Vi ser aldrig den pæne selv, vi ser med hendes øjne.
Det er ikke nødvendigt, at du personligt har befundet dig i den tilstand, du beskriver, og det er ikke nødvendigt, at du nogensinde kommer det, når bare forestillingen er din egen.
Aflevér 3 billeder enten på 24x30 baryt eller A4 print
30.VIII.2000 mb