VERDENSBILLEDER
28 SIDER OM FOTOGRAFI



Gæstelærer Antoine D’Agata tygger lidt i en blyant, mens han betragter den tyske elevs billeder. Farvefotos af mennesker fra forskellige lande, syrede sort/hvide snapshots fra metroer og landskabsbilleder med træer på ligger på det store bord foran Antoine D’Agata. Rundt om bordet sidder 19 elever, der har gået på Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedkunstskole, siden 1. september i år.

»Hvorfor vil du helst tage billeder i sort/hvid?«, spørger D’Agata, der skal undervise eleverne hele ugen og i øvrigt er tilknyttet det verdensberømte, anerkendte fotobureau Magnum.

Eleven Tim er lidt svævende i sit svar. De andre elever er stille. Det er deres første dag med den generte Antoine D’Agata, og det er begyndt at gå op for dem, at han har fat i noget vigtigt i måden, han giver dem individuelle opgaver på. Når han har kigget på den enkeltes billeder og spurgt til følelserne i dem g ambitionerne med dem, giver han dem opgaver, der hverken er for bundne eller for nemme. De bliver udfordret til at blive bevidste om, hvad de vil og kan. Til Tim, der har lavet smukke farvebilleder, men gerne vil arbejde i sort/hvid, siger han:

»I aften skal du tage landskabsbilleder. In colour and no trees«.

Tim griner, og nogle af de andre elever nikker. Nogle minutter senere bliver Tobias bedt om at tage portrætter af mennesker. Fordi det er noget, han finder svært, men gerne vil lære. D’Agata virker inspirerende, krævende og interesseret. Det er tre læreregenskaber, Fatamorganas elever sætter pris på. Cirka 30 elever ad gangen går her i perioder på fire eller otte måneder. De fleste er unge. For tiden er der blandt andet en islænding, en norsk kvinde og en svensker på holdet foruden tyske Tim. Nogle af dem bliver måske nogle af fremtidens bedste fotografer inden for det dokumentariske fotografi eller det kunstneriske. Når de er færdige på Fatamorgana vælger mange at søge ind på andre kunstskoler i udlandet, på et kunst akademi eller på Journalisthøjskolens fotojournalistiske linje.

Undervisningen berettiger ikke til at få SU og finansieres for en stor del af eleverne selv. Et semester på Fatamorgana koster 23.400 kroner, og man skal ikke regne med at have tid til at arbejde ved siden af til hverdag.

»Når folk selv betaler, er de virkelig dedikerede«, siger en af eleverne.

Stort engagement, intense undervisningsforløb og god atmosfære er andre ting, som kendetegner Fatamorgana. Møblerne i hyggerummet har set bedre ud engang. Der er heller ikke dyrt over hverken det lille køkkens inventar eller fordelingsgangen, hvor plakater om Fatamorgans udstillinger, billeder taget af elever og for eksempel et fotografi af den svenske dokumentarist, billedkunstner Christer Strömholm forklarer kælenavnet memory lane. Det er indholdet, som gør Fatamorgana til en særlig, agtet og eftertragtet kunstfotoskole herhjemme og også i udlandet. Fatamorganas indholdsmæssige kvaliteter hænger tæt sammen med skolens grundlægger og nuværende leder, fotografen Morten Bo.


Med Fatamorgana skabte Morten Bo i 1989 en fotokunstskole i den ånd og efter de idealer, der har tiltalt ham selv, siden han var ung i 1960’erne. Christer Strömholm var hans forbillede. Den svenske dokumentarist, billedkunstner levede fra 1918 til 2002 og betragtede fotografi som en selvstændig kunstform, inden man overhovedet fik den tanke i Danmark. Han skabte Fotoskolan i Stockholm, hvor han fra 1962 uddannede en hel generation af banebrydende svenske fotografer. Hans arbejdede inspirerede Morten Bo til at grundlægge kunstskolen Fatamorgana, hvor han siden har ført 36 elevhold gennem måneders intens undervisning ud fra de samme principper.
»I Sverige har man lang tradition for at tale om det følelsesmæssige i et fotografi. Det gjorde ingen i Danmark før. At komme til Sverige var for mig som at komme hjem. Det med at ’komme hjem’ bruger jeg skamløst meget på Fata. Det er en drivkraft for mig i mit arbejde at gøre mennesker lykkelige. Med de rigtige kommentarer, et klap på skulderen eller en skideballe, når det er på sin plads. Når unge begynder på Fatamorgana er de ofte famlende og usikre. I løbet af de første fire måneder sker det, at nogle af dem ser lyset. De er kommet hjem«.

»God til at fortælle og se på billeder«, »et ærligt menneske« og »intens« er nogle af de ord, Fatamorganas elever bruger om Morten Bo. Han virker ikke som en mand, der gerne giver op, før han har fået sine elever til at erkende mindst tre ting. For det første at det er ok, at de gerne vil være fotografer, selv om deres forældre er imod det eller de selv er bange for ikke at være gode nok. For det andet at billeder kun er noget værd, hvis de vækker noget i mennesker. Og for det tredje, at selvtillid og ydmyghed skal gå hånd i hånd.

»Jeg er en verdensmester. Men hvis jeg ikke samtidig er ydmyg, er jeg ikke et hak bedre end den dårligste dokumentarist, billedkunstner i verden. Hver gang jeg fejler, sker det, fordi jeg har glemt ydmygheden. Ydmyghed er en respekt for andre mennesker. Fatamorgana er en skole i selvsikkerhed. I at lære at elske dig selv og hele tiden huske, at andre mennesker har samme kvaliteter. Men man skal nok have et ekstremt stort ego for at lave en skole i selvsikkerhed«.

Når eleverne på Fatamorgana har gæstelærere, holder Morten Bo sig fuldstændig væk fra undervisningen. I de andre uger gælder noget i retning af hans enevælde til gengæld. Der er hverken fjernsyn eller radio i skolens lokaler på Amager. Ideelt set skal skolen være »fuldstændig upåvirket af det omgivende samfund«, siger Morten Bo. Eleverne skal inspireres og formes af ham. Ikke af tendenser udefra.

»Modefænomener på Fatamorgana er kun interne. Vi skaber dem selv, og vi forråder dem selv«, siger han med stor selvtillid og en djævelsk splint i øjet.


I år fejrer Fatamorgana sin 18 års fødselsdag med en ordentlig og naturligvis rigt illustreret avis, hvor Morten Bo fortæller »Fatamorganakunstens historie 1999 - 2007« på sin egen måde. Det vil sige, at han i historieskrivningen har sit fokus på, hvordan undervisningen har hjulpet unge med at se, hvad de kunne og skulle, så de kunne skabe billeder, der vækker noget i andre. Ikke kun glædelig genkendelse. Men i nogle tilfælde overraskelse, sorg, frygt eller afsky. Avisens illustrationer dokumenterer, at på Fatamorgana trives det dokumentariske og det kunstneriske foto fint sammen. Reklame- og modefotografi har til gengæld aldrig været i så høj kurs her.

Blandt de nuværende elever er der da også kun en, som tager opstillede billeder af sig selv eller andre modeller i modetøj og elsker det. Nogle begyndte på skolen med en drøm om at komme ind på fotojournalistuddannelsen i Århus og har efter nogle uger fundet ud af, at de hellere vil arbejde mere kunstnerisk med digitalkameraet.

»Jeg søgte ind på journalisthøjskolen sidste år, men kom ikke nu. Nu er jeg et helt andet sted med mine ting og er ret sikker på, at jeg ikke vil søge ind i Århus igen«, siger Ida Storm, der begyndte på Fatamorgana 1. september.

Andre elever har den omvendte oplevelse. De finder ud af undervejs, at det er dokumentarfotografiet, de brænder for. For rigtig mange bliver Fatamorgana stedet, hvor de finder sig selv som fotografer. Morten Bo er stadig i kontakt med mange af de elever, han har undervist for to, fire eller ti år siden. Ikke uden selvtilfredshed taler han om, at de tidligere elever sender ham deres billeder for at få »fars godkendelse«. Kan han i dag se, at Fatamorgana har ændret dansk fotografi?

»Kulturforandringer tager tid. De store drejninger i dansk fotografi vil man først se 50 år efter min død«.